| Dag 1. Den 20. februar var en spændende dag. Tidlig op og med toget til Kastrup Lufthavn – med cyklen forsvarligt pakket godt ned. Herefter videre med Icelandair til Orlando, hvor jeg landede sidst på eftermiddagen og straks indlogerede mig på et motel for at pakke cyklen ud og gøre den klar til ”Florida Rundt”. |
| Dag 2.
Efter at have samlet cyklen og fået en god nats søvn, gik det løs. Første destination gik fra Sanford til Astor – en strækning på 106 km. Første opgave var at finde ud af byen med dens trafik. Det gik fint, selv om bilisterne ikke var vant til at se en cykel på vejen. Det blev til mange små dyt, som jo nok var ment venligt. Nå, endelig ude i det åbne land, og hvilken frihed. Solskin, 30 graders varme og 3 uger i sadlen foran mig. Pragtfuldt. Advarsler var der nok af: pas på bjørne, alligatorer og golfbiler! Inde midt i Ocala National Park var det sidst på eftermiddagen tid til at slå mit lille en-mands-telt op. Det gik hurtigt, og efter at have fået et bad og lidt at spise, blev næste dags rute planlagt.
|
| Dag 3.
En kold nat! Her midt inde i skoven var temperaturen nede omkring 5 grader i løbet af natten. Men ingen bjørne! Nedtagning af telt samt pakning af cykel tog i alt godt en time, hvorefter morgenmaden blev indtaget. Op på cyklen og af sted på en lang tur inde midt i skoven. Skoven er fuld af dyr: bjørne, egern, vessel, oddere, klapreslanger og masser af fugle. Selv om jeg totalt alene kørte 60 km inde i skoven mødte jeg dog kun ihjelkørte slanger.
|
| Dag 4.
En kort cykeltur på kun 60 km, idet jeg havde en aftale med et Warmshower medlem om overnatning i hans hus i St. Augustine. Turen fra Palatka til St. Augustine gik gennem et stort landbrugsområde, hvor man om vinteren dyrker kål og om sommeren dyrker kartofler. Ankom omkring middagstid til St. Augustine, som er USA´s ældste hvide by! Spanierne kom dertil i 1513 og efter krige mod englænderne og franskmændene blev området amerikansk i 1764. I byen findes mange af de oprindelige bygninger fra 1700-tallet, og et besøg på byens museum gav et godt indblik i egnens historie. Warmshowers er en organisation, som alle cykelinteresserede kan tilmelde sig. Det hele går ud på, at man kan overnatte gratis hos hinanden og måske få et måltid mad. En fantastisk måde at møde de lokale på.
|
| Dag 5. I sadlen fra kl. 07.00 – 15.30 på en dejlig dag med temperaturer fra 25 – 35 grader. Vind ind fra Atlanterhavet og desværre imod mig, hvilket medførte skumsprøjt fra det blå hav. Turen ned langs kysten er interessant pga de mange store huse og naturen. Stort set hele vejen ligger den ene pragtvilla efter den anden. Helårsbeboelse? Nej, sommerbolig….De store forskelle på rige og fattige er meget synlige her. Jeg gjorde holdt flere gange for at se, om jeg kunne spotte en hval (Right Whale), men desværre ingen at se. Kørte forbi Daytona, hvor Daytona Race skulle afvikles dagen efter. Det er et løb i Nascar serien, og med 30-40.000 tilskuere gav det en del trafik på vejene. Heldigvis kørte jeg helt ude ved vandet på mindre veje, så jeg på den måde undgik de mange biler. |
| Dag 6, 7 og 8. Videre ned langs kysten – i modvind, forstås. På et tidspunkt kunne jeg ikke finde vej og spurgte derfor nogle cyklister om hjælp. Det fik jeg + invitation til morgenmad sammen med dem. Med fyldt mave og masser af gode råd og tips gik det løs igen og på rette vej. Overnattede denne nat på motel, så jeg kunne få vasket lidt tøj, da jeg kun kan have små 20 kg. bagage i alt. Det er for øvrigt pakket i mine to tasker, som hænger på bagagebæreren. Faktisk utrolig, hvor lidt man kan nøjes med, når det skal være. Nåede på dag 8 frem til Pampone Beach, igen et sted for rige amerikanere, der holder til her i Florida i vintermånederne. I det hele taget er der i tusindvis af turister nordfra, som tager til Florida om vinteren. De kommer flyvende, kørende personbiler og ikke mindst i kæmpestore autocampere (ombyggede busser). Så bliver de i 3-4 måneder, før klimaet igen er til at køre nordpå. Aldrig har jeg i øvrigt set så mange Bentley, Rolls Royce og Mercedes 500 på et sted. Utrolig rigdom, men de mennesker, der sad inde i bilerne, så nu ikke særlig lykkelige ud. Jeg var glad for min cykel 🙂 Dag 7 var faktisk den dag, hvor jeg cyklede længst på hele turen: 154 km! |
| Dag 9 og 10.Nåede omkring middagstid frem til Fort Lauderdale og indlogerede mig på et motel for at holde hvil den næste dag. Jeg havde egentlig ikke planer om at ville bo på motel, men da mange RV-parks ikke tillader telte, var der ingen udvej. Jeg måtte bide i de sures æbler og lege normal turist. Det førte imidlertid til, at jeg mødte mange pensionister fra områderne omkring den canadiske grænse og fik gode snakke om USA, politik og dagligdag. |
| Dag 11.
Med 24 graders varme fra morgenstunden var det rart igen at komme på cyklen. Efter råd fra de cyklister, jeg tidligere havde mødt, undlod jeg at besøge Miami og kørte i stedet vestpå ud af Ft. Lauderdale. Efter 35 km kom jeg ud på landet og oplevede igen friheden på to hjul. De næste 82 km var hårde. Lige ud gennem alligatorfyldte sumpområder. Ingen variationer. Samme vegetation og ingen bygninger undervejs. Ingen sigtepunkter og kun få biler. Det var en psykisk prøve. Vi er vant til, at der er vejskilte eller småbyer, der fortælle, hvor langt man er kommet, men her var INTET. Spørgsmålene inde i mit hoved tonede frem: Har jeg vand nok med? Hvad med noget at spise i aften? Hvad nu hvis dækket sprænger? Hvad nu, hvis der sker et eller andet og jeg ikke har mobildækning? Hvad nu, hvis jeg løber tør for kræfter? Masser af spørgsmål og ingen svar. Først da jeg sidst på eftermiddagen så en mindre by i det fjerne slappede jeg af. Jeg fik endda lov til at overnatte på en RV park nede ved en lille flod. Efter at teltet var stillet op, kiggede jeg ud i vandet kun 10 meter fra teltet og så …….en alligator. Den kiggede skælmsk på mig og jeg ængstelig på den. En ranger sagde, at den normalt ikke gik til angreb, så jeg skulle bare lade den være i fred og blive. Allie, som jeg døbte alligatoren, lod mig være i fred, og jeg sov godt hele natten.
|
| Dag 12
Stod tidlig op og tog afsked med Allie. De første 25 km kørte jeg på en dæmning langs en flod og så masser af alligatorer, sumpskildpadder og fugle i og ved vandet. En enkelt søko så jeg også. Lystfiskerne var også tidligt oppe og nød morgenen ligesom jeg. Området omkring Okeechobee søen er særdeles rig på dyreliv, så fantastisk morgen. En stor del af dagens etape var “uden for bymæssig bebyggelse”. Med andre ord MEGET ØDE. Med en temperatur midt på dagen over 40 grader og solen lige ind i ansigtet måtte det gå galt. Jeg havde ikke vand nok med. En mildt sagt ikke særlig rar situation, når ikke man ved, hvornår man igen møder et menneske. Redningen kom efter 90 km, hvor en skovarbejder gik og slog græs. Jeg klagede min nød og fik 3 liter vand. Det gjorde godt. Desværre havde jeg heller ikke spist nok undervejs, så de sidste 30 km var en sand kamp at komme igennem. På den måde lærer man, at have vand og mad nok med – og ikke mindst at spise og drikke godt undervejs. Fremme i Immokalee fandt jeg et motel, som jeg indlogerede mig på. Billigt (40 USD). Men …… også 10000 væggelus, som absolut ville smage mit blod.
|
| Dag 13 – 16. Immokalee var ikke nogen særlig rar by. Massevis af arbejdsløse eksilcubanere og en noget nedslidt, spankstalende by. Så med de 10.000 stik fra væggelusene gik det videre. Morgenmaden var cubansk og bestod af en 1/2 kylling med salat til 5 USD. De første 30 km gik godt, men så kom regningen fra dagen før. Depoterne var tømte, og jeg måtte allerede over middag søge ind og tage et par hviledage. Heldigvis havde jeg fået et ophold på et resort i fødselsdagsgave, så det var jo i grunden ikke så galt. Jeg nød varmen og den bløde seng og slappede af ved swimmingpoolen. Helt undvære cyklingen kunne jeg dog ikke, så jeg cyklede på dag 15 en lille tur til Marco Island. Et sandt ferieparadis 40 km fra Naples. |
| Dag 17. Tidlig op, et stort morgenmåltid og så af sted. Væk fra luksus og den bløde seng. Jeg havde egentlig planer om at besøge Sanibel Island, men bytrafikken fik mig på andre tanker. Så i stedet tog jeg en mere fredelig vej uden om Fort Myers og nordpå. Så igen i dag alligatorer, store sumpskildpadder og ørne. Fordelen ved at køre i byernes udkant er mindre trafik og langt bedre indblik i, hvordan amerikanerne bor. Mange steder er der “resorts”, specielt for pensionister. Her kan de så leve fredeligt i deres olle-kolle – uden indblanding udefra. Og indkøbscentrene ligger også tit i udkanten af byerne. De store varehuse har alt, hvad hjertet begærer. Ofte købte jeg en salat og noget brød til frokost. Super godt. Havde i øvrigt igen problemer med at få lov til at overnatte i en RV-park. Men da receptionisten, der havde efternavnet Christensen, hørte at jeg kom fra Danmark, fik jeg lov til at blive. Endda uden at skulle betale. Ja, sådan er amerikanerne også. |
| Dag 18. Vågnede tidligt efter en dejlig overnatning. De mange fastliggere har deres lille samfund her. Alle kender hinanden og hilser venligt, når de lufter deres hund. Jeg talte med flere af dem, da de var meget interesserede i at høre om turen. Sidst på formiddagen ankom jeg til Arcadia og kørte ind til “Historical District”. Da jeg standsede for at tage et foto af et træhus fra 1892, blev jeg straks inviterer inden for og fik serveret …..vand. De tilbød mig at blive og spise aftensmad sammen med dem, men jeg takkede venligt nej, da jeg gerne ville videre. Turen gik videre gennem kæmpestore, velduftende appelsinplantager. Jeg måtte selvfølgelig smage varerne og købte nogle dejlige, velsmagende appelsiner ved en vejbod. |
| Dag 19.
142 km i sadlen. Igen gennem frodige appelsinplantager med appelsiner i forskellige modningsfaser. Vejene var fyldt med tungt lastede lastbiler med appelsiner til den nærliggende juicefabrik.
|
| Dag 20. Efter en overnatning i Kissimmee beslutter jeg mig for at køre ud til kysten igen. På vej sydpå kørte jeg forbi Kennedy Space Center, da jeg ikke var sikker på, hvordan turen ville gå. Nu kunne jeg se, at der var tid til et besøg, så derfor af sted mod Titusville kun 7 timers cykling fra Kissimmee. Undervejs blev jeg gratis tilskuer til et flyshow, og så interessante formationsflyvninger og det særprægede Stealt fly. Senere oplevede jeg et sandt tropisk regnvejr. Til mit store held var jeg netop i nærheden af en tankstation, så i nogenlunde tørvejr kunne jeg betragte de enorme regnmængder, der ramte jorden og oversvømmede det hele. Efter 20 minutter skinnede solen igen :-). |
| Dag 21.
Kennedy Space Center ligger 25 km fra Titusville, så turen over til Cape Canaverel tog kun godt en time. Til gengæld stod det ned i stænger. Men hvad gjorde det, når man nu endelig skulle se NASA. Det sted, hvorfra rumfartøjerne og ikke mindst månelandingsfartøjet blev sendt op. Rundturen i terrænet forbi affyringsramperne var imponerende. Og vejen, som man transporterer rumskibene fra monteringshallen til rampen, er som en 6 sporet motorvej. Selve hallen, hvor rumskibet gøres færdig er 54 etager højt og imponerende. I centeret kan man bl.a. besøge det kontrolcenter, hvorfra man styrede månelandingsfartøjet ned på månen. Man hører de autentiske optagelser og ser billederne fra hele landingen. Det hele er som at sidde med, dengang i 1969. Fantastisk oplevelse.
|
| Dag 22. Turen nærmer sig sin afslutning. Derfor skal jeg denne dag returnere til Sanford, idet jeg i morgen skal retur til Danmark. Der er tale om en ren transport, så allerede kl. 13.00 er jeg fremme og indlogerer mig på Holiday Inn. Cyklen skilles ad og pakkes ned, og taskerne gøres klar til hjemrejse. Inden hjemrejsen bliver der tid til et smut ind til Orlando Old Town. |
FaktaAntal km: 1800. Tid på cyklen: 154 timer. Gennemsnitsfart 22 km/t. |