Turforslag Californien

Californien har så meget at byde på, at det – afhængig af den tid, man har til rådighed – ofte bliver det en opgave at prioritere mellem de mange spændende steder, der er at besøge.

Afstande mellem de enkelte seværdigheder er større end i Danmark og kræver en vis planlægning. Et par eksempler:

  • San Francisco –  Los Angeles ad Highway 1 langs Stillehavet: lidt over 700 km.
  • San Francisco – Yosemite NP: 300 km.
  • Los Angeles – Las Vegas: 450 – 500 km.
  • Los Angeles – Phoenix: 600 km.
  • Las Vegas – Grand Canyon: 450 km.

Et besøg i Californien kræver, at man har bil til rådighed. Der findes offentlig transport, men egen bil er nærmest et must.

National Parks (NP): Undersøg, hvad et årskort koster. Det kan være en fordel at købe et, som gælder alle i bilen til alle nationalparker i et år. I 2017 koster det 80 $.

Seværdigheder i San Francisco og omegn

  • Golden Gate Bridge er et must. En gå- eller cykeltur over broen er en særlig oplevelse. Cykler kan lejes.
  • Sausolito er en lille turistby lige på den anden side af Golden Gate Bridge med fin udsigt ind over San Francisco.
  • Cable Cars er et andet af San Francisco´s vartegn. Tag en tur med dem – helst tidlig på dagen før alle de andre turister skal med og fylder vognene totalt.
  • Lombard Street er en MEGET stejl gade, som man skal gå en tur op eller ned ad.
  • Fishermans Wharf er nok det mest kendte og turistprægede område i byen med utallige forretninger og restauranter. Se søløverne fra Pier 39, som også er fyldt med restauranter og shops.
  • Alcatraz Island den tidligere fangeø er absolut et besøg værd. Husk at booke i god tid, da der er mange, der vil en tur over på øen.
  • Golden Gate Park benyttes primært af byens egne beboere, men er en oase med botaniske haver og restauranter. Tag helt ud til Stillehavet.
  • Alamo Square er omkranset af en række flotte, specielle og farverige huse.
  • Twin Peaks Summit er et godt sted at starte sit besøg i San Francisco. Få et godt kig ud over byen fra toppen af bjerget.
  • Bay Bridge er en godt 3 km. lang bro, som er kendt fra mange film. Broen fører over til Berkeley, som er kendt for sit universitet.
  • Muir Woods er beliggende 11 miles nord for Golden Gate Bridge ad Highway 101 og er et område med kæmpestore Redwood træer, som kan blive op til 100 meter høje og er mellem 500 – 800 år gamle.
  • NAPA Valley er et frodigt landbrugs- og vinbrugsområde beliggende under 100 km nord for San Francisco. De små byer Healdsburg, St. Helena og Napa er absolut besøg værd med masser af muligheder for besøg på vingårde med vinsmagning.

Highway 1
En af verdens flotteste kystveje er Highway 1, som starter flere hundrede kiBrixby_Bridgelometer nord for San Francisco og løber helt ned til den mexicanske grænse. Den mest ”turistede” del er strækningen fra San Francisco til San Diego.

Afsæt god tid til turen, der er lang og med masser af bjergkørsel på strækningen fra Monterey til San Luis Obispo. Mulighederne for overnatning undervejs er gode med masser af moteller i byerne langs vejen. Prisen på overnatninger uden for byerne er væsentlig højere end i byer.

Natursceneriet på turen er enestående, idet man kører helt ude langs vandet, undertiden helt nede ved vandet og på andre tidspunkter 300 meter over havet.

Her er en række forslag til besøg – beskrevet fra nord til syd:

Salinas: Byen, som John Steinbeck har gjort berømt. Besøg John Steinbeck centeret. Nogle få kilometer fra Salinas ligger byerne Watsonville og Castroville, hvor sidstnævnte kalder sig Artichoke Center of the World. Området er et stor landbrugsområde med grøntsager og frugthaver.

Monterey: besøg området omkring Fishermans Wharf og museerne dernede. Der reklameres for hvalture, og muligheden for at se nogle er ret gode. Ikke store flokke, men enkelte.

17 Miles Drive: kør turen langs vandet og se de flotte huse, de imponerende golfbaner og ikke mindst The Crocker Grove med nogle af de største og ældste cypresser i verden.

Carmel by the Sea: en hyggelig by ved havet.

San Simeon: er kendt for sin store koloni af Elephant Seals. Besøg eventuelt slottet Hearst Castle.

Solvang: danskerbyen, som altid er et besøg værd. Vejen fra Solvang til Santa Barbara er meget trafikeret og med en del højdemeter.

Santa Barbara: et must see. Kør ind til området ved State Street. Herfra er der ikke langt til Stearns Wharf, Santa Barbara Court House (gå endelig ind og se bygningen), Santa Barbara Mission, som er er must see. Gå evt. en tur i området i Downtown og se de mange interessante skulpturer. Området har også mange gode restauranter og en aldeles hyggelig atmosfære.

Alternativ rute fra Ventura til Los Angeles: i stedet for at køre ad den meget trafikerede Highway kan man med fordel tage vej 126 over Santa Paula og Filtmore til Val Verde og derfra køre ad I 5 til L.A. Området er en kæmpestor appelsin- og citronplantage.

Los Angeles
Los Angeles: en kæmpestor by, hvor jeg vil anbefale besøg følgende steder:

  • Santa Monica Pier (restauranten helt ude serverer en rigtig god Fajitas. Det er her, Route 66 ender.
  • Ventura Beach et mere ”hippi-agtig” sted
  • Manhattan Beach syd for byen – en fantastisk badestrand
  • Farmers Market, som ligger på hjørnet af Fairfax Ave og W 3. Street. Et gammelt marked med masser af boder og billige spisesteder.
  • Downtown L.A med
    • Walt Disney Concert Hall (gå op i bygningen udendørs),
    • Union Station, den flotte og yderst interessante stationsbygning
    • Olvera Street med nogle af de ældste bygninger i L.A.
    • Hollywood med Hollywood Blvd. Gå op i bygningen på hjørnet af Hollywood Blvd og Highland Ave, hvorfra der kan tages gode fotos af Hollywood skiltet.
    • Beverly Hills, hvor man i dag desværre ikke kan køre på alle veje. Køb et kort med placering af, hvor de kendte bor.
    • Universal Studio: afsæt en hel dag til besøget.
    • Disneyland: afsæt en hel dag til besøget.
    • Queen Mary: det gamle dampskib, som i dag fungerer som museum.

Til Las Vegas
Der er flere veje til Las Vegas. Hvis turen går fra San Francisco til Las Vegas foreslår jeg en rute østpå ad bl.a. vej 108. Der, hvor 108 møder 120, tager man til

Sonora, som er en gammel Ghost Town, altså en nedlagt guldgraverby. Absolut et besøg værd.

Toulumne Grove er kendt for sine Giant Sequoias – nogle af verdens højeste og ældste træer. Toulumne Grove bsøges bedst, hvis man kører fra Yosemite Village og mod Tioga passet. Lige efter at man er kommet på vej 120 kommer der skilte. Afsæt et par timer til vandreturen ned til de store træer.

Yosemite NP besøg vandfaldet og vælg selv nogle af den mange seværdigheder ud fra det materiale, man får ved indkørslen til parken.

Death Valley er varm, meget varm om sommeren. Besøg Badwater, som er det laveste punkt. På vej dernede fra kan man med stor fordel køre ad Artists Drive, en smuk og aldeles farverig tur, som kun tager ca. 20 minutter.

Las Vegas

Husk at besøge Fremont Street en aften. Det gamle Las Vegas med masser af lys og restauranter. Hver aften fra kl. 21.00 er der et fantastisk lys- og lydshow.

For enderne af the Strip findes kæmpe Outlet centre med absolut gode priser.

Tag bussen, når I skal rundt i Las Vegas – eller taxi. Nemmere end med bil, da parkering kan være et problem.

Udflugter fra Las Vegas
Hoover Damm: tag bilen derud og parker i parkeringshuset.

Zion NP: 270 km fra Las Vegas ligger Zion NP, som er et naturområde med flotte klippeformationer. Kan klarer på en éndagsudflugt.

Grand Canyon

En af USA´s største turistattraktioner. Ligger 450 km fra Las Vegas. Overnatning i Tusayan er væsentlig billigere end inde i selve parken.

Solop- og solnedgang byder på et farveorgie uden lige.

Man kan ikke selv køre fra Grand Canyon og vestpå langs kanten, så tag bussen – der er gratis – og stå af undervejs. Tag hele turen ud til Hermits Rest.

Grand Canyon Skywalk er ikke beliggende ved Grand Canyon Village, men ligger 200 km fra Las Vegas. Det er meget dyrt at betræde skywalken (75 §) og vejen derud er dårlig.

 

 

 

Inspiration, viden og rejsebeskrivelser