Dagbog Southern Tier 2013.

Californien: San Diego – Jacumba – Brawly – Blythe
407 km.

Arizona: Salome – Wickenburg – Phoenix – Maricopa
519 km.

New Mexico: Deming – Hatch – Las Cruses
536 km.

Texas: Sparks/El Paso – Sierra Blanca – Van Horn – Fort Davis – Marathon – Sanderson – Amistad/Del Rio – Camp Wood – Ingram – Comfort – Blanco – Mountain City – Bastrop – Columbus – Houston
1380 km.

Mandag, den 18. februar – lørdag, den 23 marts 2013.

Mandag, den 18. Februar. Fra: DK à San Diego, USA

Da der ikke var mulighed for at få en cykel med fra Billund til Frankfurt, måtte jeg rejse via Kastrup.

Jeg rejste derfor med tog fra Herning Banegård søndag aften kl. 22.40. Ankom til Kastrup kl. 03.00 og kunne først tjekke ind kl. 05.00. Et par lange timer, hvor der ikke var mulighed for at sove. Fik tjekket ind ved 5-tiden og herefter var resten af turen over Atlanten ret let og behagelig.

Tankerne forud for de fem uger på de amerikanske veje i Californien, Arizona, New Mexico og Texas har været mange: Det er en lang og krævende tur, jeg har foran mig. Forude venter lange, øde og bjergrige strækninger, som vil kræve noget både fysisk og psykisk.

Fysisk er jeg klar.  Indoor cycling siden oktober gør, at min form er optimal, selv om jeg i ugen op til afrejsen har haft influenza. Det er desværre ikke så godt, at min nakke smerter. Øvelser og fysioterapi har hjulpet lidt, men det kunne have været bedre. Jeg håber, at kunne cykle og opleve det væk.
Psykisk er jeg også klar, og glæder mig til at komme over i solen og varmen. Jeg har forberedt mig bedst muligt, idet turen er planlagt i detaljer og grejet er optimeret.

Jeg har umiddelbart inden afrejsen fra Kastrup fået svar fra to Warmshowers  medlemmer, om at jeg kan overnatte hos dem tirsdag og torsdag nat. Det er betryggende rent sikkerhedsmæssigt, men også fordi temperaturen om natten ser ud til at kunne komme ned omkring frysepunktet.
Jeg glæder mig til at møde de to familier og høre om deres liv og dagligdag.

Jeg ankom planmæssigt til LA omkring middagstid, men desværre ingen cykel. Det betød, at jeg ikke som pålanlagt kunne starte ud tirsdag morgen, men først onsdag morgen. Det gav nogle nye udfordringer – bl.a. at indhente en cykeldag.

 

Tirsdag, den 19. februar: San Diego

I San Diego hele dagen, da cyklen ikke var ankommet. En god cykeldag var gået tabt! Er allerede inden starten presset på tid!

Onsdag, den 20. Februar: San Diego à Jacumba
Jeg var godt klar over, at dagens etape var lang, især efter at jeg havde lagt nogle ekstra km i for at overnatte hos en warmshower familie i Jacumba.

Starten ud af San Diego gik ok, selv om jeg et par gange måtte lægge bagagen på plads, da bagagebæreren skulle sættes rigtigt. Nå, det gik fint, det var starten.
Efter at have cyklet lidt opad ca. 30 km. kom stigningerne. Jeg havde set, at det gik opad,  men ikke så meget. De følgende 70 km var stigningerne på 4-7%, hvilket var rigtig meget, når nu der var 20 kg bagage med. Jeg måtte af og trække flere gange, og måtte have hjælp 4 km op til Live Oak Springs.
Vejret var noget koldere end forventet, idet der var sne oppe i bjergene. Temperaturen faldt til omkring frysepunktet, og jeg frøs.

Jeg havde en aftale med en warmshowers familie i Jacumba. Efter mørkets frembrud nåede jeg til Jacumba blot for at konstatere, at jeg havde passeret deres hus 7 km tidligere. Jeg fik ringet til dem fra en forretning, da der ingen mobildækning var, og Tina kom og hentede mig.
Ankomsten til David og Tina´s hus var et mindre chok. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet, men overrasket, det blev jeg.
Familien på mand og kone, fire børn og en bedstemor var alle samlet i en lille stue på vel omkring 20 m².
Manden havde fået ordnet noget ved skulderen om formiddagen og lå bedøvet på sofaen. På gulvet lå to madrasser og i sofaen slængede konen sig. Varme var der kun i den lille stue, da de ikke havde råd til andet.
Alt var rod. Men der var hjertevarme. Drengene lavede en rigtig god burger til aftensmad og næste morgen lavede de morgenmad.
Jeg fik anvist et rum, hvor der var en madras, og her sov jeg koldt – meget koldt det meste af natten.
Tina forsørgede hele familien, idet hun var sosu assistent to dage om ugen og læste andre to dage om ugen. Grandma styrede deres U-haul forretning og bidrog på den måde med lidt penge. Jeg fik en god snak med dem om forholdene i USA, og fik set verden fra en lidt anden side end den, vi kender fra TV.

Torsdag, den 21. Februar: Jacumba à Brawley.
Dagens tur var igen i et meget kuperet område med stigninger op til 6-7 %. I løbet af natten havde det frosset, så det var meget koldt at sætte sig på cyklen kl. 9 om morgenen. Nede i dalene var det frodigt med landbrugsjord, men oppe i bjergene var detgoldt.
På en del af turen cyklede jeg tæt op ad den mexicanske grænse. Undervejs sås masser af Border Patrol (grænsepatruljer), som sikrede, at der ikke kom illegale mexicanere over grænsen. Hegnet var ret højt, men folk i området sagde, at mexicanerne bare havde stiger med, så de kunne klatre over. Holdningen til ”flygtningene” var i øvrigt, at det var ok at forsøge at få fat i den rigdom, der var nord for grænsen.
Valgte at overnatte på motel pga kulden. Pris 42 USD.

Fredag, den 22. februar: Brawley til Blythe.
Endnu en dag, hvor det gik opad. Benene var efterhånden godt møre og lidt medvind gjorde godt. Omkring kl. 16.30 nåede jeg frem til Wayne, hvor jeg skulle overnatte.
Undervejs kom jeg forbi et par kvægfarme. Her var i tusindvis af kvæg indhegnet på et forholdsvis lille område, hvor de blev fodret med det halm, der blev høstet på markerne.
Wayne havde de seneste 30 år haft B&B Bait – en lille forretning og et par rum, han lejede ud. Når ikke de var udlejet, kunne man låne dem. Et sparsom lokale med en madras!

B&B Bait lå ved en flod med masser af fisk, så lystfiskere fra nord kom ned for at fiske om vinteren. Om sommeren kommer temperaturen i området op på omkring 50⁰.
Wayne fik en masse øl sammen med de gutter, der var samlet, og det var hyggeligt at se den side af Amerika også.

Lørdag, den 23. Februar: Blythe à Salome
Dagen startede næsten traditionelt med amerikansk morgenmad bestående af 2-3 æg, hash browns, noget fyld og kaffe. Pris ca. 9 USD. Næsten nok til at klare sig i løbet af dagen. Specielt hvis der suppleres en  sandwich og en cola undervejs.
Salome er et vejkryds med to moteller og en saloon. Alligevel bor der flere tusinde mennesker i området. Det er campere, der kommer ned fra de nordlige stater og tilbringer vinteren i Arizona. Med sig har de deres store campingvogne, en bil og for manges vedkommende en lille ATV.
Her midt ude i ørkenen leger folk i deres atv´er. Området består af sandbjerge så langt øjet rækker, og om dagen kører de så rundt i ”klitterne”. Grunden til, at de kommer til Arizona er det tørre klima – og så at det er gratis at bo ude i ørkenen. Jeg fik fortalt, at de fleste kom år efter år og kendte hinanden. De var alle pensionister!
I Salome mødte jeg et ungt par midt i 20érne, som var på cykel fra Austin, Texas til Oregon, hvor de ville slå sig ned.

Søndag, den 24. februar: Salome à Wickenburg
Efter en lang nats søvn uden at fryse, satte jeg mig allerede kl. 7 i sadlen for at fortsætte ørkenturen. Det blev en stormende dag med hård sidevind hele dagen og masser af sandfygning. For første gang var terrænet næsten fladt. Kun nogle mindre – men meget lange stigninger.

Ankom til Wickenburg omkring kl. 16.00. Igen en dag i ørkenen, hvor der sker absolut intet.

Wickenburg lader til at være et af de steder, hvor der har været heftige kampe mellem de hvide og indianerne. I hvert fald var der mange eksempler på. Hvordan hvide var blevet dræbt af indianerne tilbage i 1870erne.
Byen bærer præg af, at der i 1870´ er blev fundet guld i området. Det gav grobund for handel og service.

Mandag, den 25. februar 2013: Wickenburg à Phoenix

Efter de mange øde kilometer skulle det blive dejligt at komme til en større by igen. Da jeg forlod Wickenburg allerede kl. 07 om morgenen var det koldt, men omkring kl. 8,30 begyndte solen at varme. Dejlig let rygvind og ned ad bakke 60 km. Det var godt. Allerede ved 2 tiden var jeg i Phoenix og fik mig indlogeret.

Jeg tog bussen ind i byen, men noget egentlig centrum findes ikke, så det blev en kort bytur. Slappede i stedet af i en stol udenfor i 20 graders varme. DEJLIGT.

 

Tirsdag, den 26. februar: Phoenix à Maricopa

Da jeg har erfaret, at der er sne oppe i de bjerge, jeg skulle igennem, og da jeg er en dag forsinket pga. forsinkelsen med cyklen, har jeg besluttet at ændre rute. Jeg tager en sydligere rute, hvor der dog en del af vejen ikke kan cykles. Derfor tager jeg toget nogle hundrede kilometer. Det betyder, at jeg indhenter forsinkelsen, hvilket giver mig ro i sjælen, Nu får jeg mulighed for at indlægge en hviledag, når det bliver nødvendigt – og det gør det.

Efter 7 cykeldage i træk bliver det dejligt med en ”fridag” i morgen.
Har indkvarteret mig på et casino resort. Her kommer amerikanerne, der alle ligner hinanden: fede, lidt ulækre og spillegale. Ved at registrere mig fik jeg en gratis buffet og 15 USD til at spille for. Det tog under 5 minutter at spille de 15 USD op – uden gevinst med derfra.

Jeg mødte en professionel spiller, der levede af at spille i casinoer. Han gav mig det råd at spille mellem kl. 04.00 og 05.00 om morgenen, da der var størst mulighed for gevinst i dette tidsrum. Måske mit valg af spilletidspunkt først på aftenen var årsagen til den manglende gevinst?

Onsdag, den 27. februar: Maricopa
Turens første (tiltrængte) fridag. Fik en god nats søvn og cyklede derefter ind til byen for at se, hvor stationen var. Det viste sig at være et meget lille trinbræt, og det var svært at forestille sig, at der ville standse tog der. Efter at have købt lidt ind til turen gik det tilbage til hotellet, hvor jeg tilbragte 5-6 timer ved poolen. God afslapning.

 

Torsdag, den 28. Februar: Maricopa à Deming
Da toget ifølge planen skulle afgå kl. 06.40, stod jeg op allerede kl. 05.00 for kl. 05.50 at cykle de ca. fire km. ind til stationen. Det var mørkt og ikke ufarligt.
Jeg kom i god tid før togafgang, fik pakket cyklen og bagagen ned og ventede nu sammen med 20 andre på toget, der viste sig at blive en lille time forsinket.
Jeg kom om bord og fik bagagen pakket væk og nød turen hen over ørkenen. Togturen var noget anderledes end hjemme i Danmark. For det første stationen, der kun var et trinbræt på størrelse med det i Birk Centerpark – til trods for, at toget gik fra Los Angeles til New Orleans.
Hastigheden var meget lille, vel omkring 75 km/t, når det gik hurtigst. Jeg fik plads ved siden af Bill, som skulle til Beaumont, en lille tur på omkring 20 timer.
Togrejsen var i øvrigt billig: 45 USD for en tur lidt længere end Herning – København.

Fredag, den 1. Marts: Deming à Hatch
En stille og rolig tur gennem øde ørken. Pæn modvind hele vejen.
Mødte to piger, som var på vej fra St. Augustine, Florida til San Diego. De var taget fra Florida i december og havde kørt solo, indtil de mødtes dagen før og valgte at følges ad et stykke vej.

Ankom til Hatch midt på eftermiddagen. Hatch er det sted i verden, der dyrkes mest chili. De kalder sig endda verdens chili hovedstad.

Lørdag, den 2. Marts: Hatch à Las Cruses
Cykelturen fra Hatch til Las Cruses var en af de bedre. Lidt ned ad bakke og rygvind. Det betød, at jeg var fremme hos Mary Bishop allerede kl. 15.30. Mary er min amerikanske fætters svigermor, og jeg havde aftalt med hende at overnatte to nætter der.

Mary havde inviteret gæster, så efter et bad var jeg ”på”. Det blev til en interessantdialog med Mary, Paul og Linda om amerikanske samfundsforhold. De er republikanere, og jeg var ikke helt enig med dem om politik. Til gengæld var vi enige om meget andet.

Søndag, den 3. Marts: Las Cruses
Hviledag, hvor jeg fik vasket og samlet op på turen indtil nu. Jeg tilbragte et par timer ved en pool hos nogle af Mary´s venner (idet hus, hvor Lise Marie og jeg tidligere har boet). Dejligt bare at ligge og slikke sol her i begyndelsen af marts.

Mary havde en række spørgsmål vedr. elektronik, og det lykkedes vist at få alle besvaret. Det var hun meget glad for.

 

Mandag, den 4. Marts: Las Cruses à El Paso/Fabens
Godt udhvilet efter hviledagen var der afgang fra Las Cruses allerede kl. 07.30. Dagens destination var Sparks / El Paso. Jeg skulle overnatte hos Kamala og Charles Land i Sparks, og de havde sendt mig en vejbeskrivelse, så jeg kunne undgå de værste bjerge. Det blev til en halvlang tur, dels på grund af nogle forkerte vejvalg, dels på grund af en strid modvind hele dagen. Hele vejen cyklede jeg langs den mexicanske grænse, og overalt var der ”border control”. Jeg røg ind i et par stykker. De kontrollere pas og om man har stoffer. Heldigvis er jeg ”ren”, så jeg slap igennem alle kontroller.

Turen til El Paso gik gennem landbrugsområder, bl.a. områder, hvor de dyrker bomuld, chili og valnødder. Alt er høstet sidste år, så forårsarbejdet var i gang. På grund af tørken støvede det ret så meget. Faktisk var det som at cykle i tåge, så meget ørkensand blev blæst op.
Undervejs aflagde jeg besøg hos US Postal og sendt noget vintertøj hjem for at reducere vægten. Mit telt blev efterladt i Las Cruses, så alt i alt 5-6 kilo mindre, hvilket kunne mærkes, når det går opad, hvad det ofte gør.
Sidst på eftermiddagen ankom jeg til Kamala og Charles Land, som jeg havde kontaktet via Wormshowers. De stod parate til at modtage mig, og efter et bad og en øl, var der dejlig aftensmad.

Kamala og Charles er pensionerede lærere, så undervisningssektoren blev vendt et par gange. Bl.a. det amerikanske testsystem, som de var modstandere af. Målet var udelukkende at score godt i test, som ville udløse flere penge til skolerne og lærerne. Øvrige undervisnings- og læringsmål blev sat i baggrunden.
Kamala og Charles har cyklet rundt i såvel USA som Europa på deres tandem og deres recumbent.

Tirsdag, den 5. Marts: Sparks/El Paso til Sierra Blanca.
Op tidligt og af sted efter et godt og nærende morgenmåltid. Igen var der sydøstenvind – altså modvind, så hastigheden blev reduceret væsentligt. Desværre fik jeg en punktering 10 kilometer før Sierra Blanca, netop på et sted, hvor det steg 4-6 %. Jeg orkede ikke at skulle skifte dæk for derefter at skulle cykle op, så jeg ”tog den på stop”. Heldigvis blev jeg samlet op stort set med det samme af en ung fyr, der skulle til Alpine. Jeg fik cyklen på hans bagageholder og øvrig bagage ind i bilen, og så gik det mod Sierra Blanca. Undervejs var der en ”border control”, så han skulle lige af med lidt marihuana før kontrollen. Vi kom igennem, og jeg blev sat af ved et motel i Sierra Blanca, og fik isat ny slange. Desværre viste det sig, at også bagdækket var punkteret, så også det måtte udbedres.
Aftensmaden stod på frysetørret mad medbragt fra Danmark. Nærende, men ellers ikke noget at skrive hjem om.

Onsdag, den 6. Marts: Sierra Blanca til Van Horn
En af de kortere etaper på turen. Kun 60 km. Men da tidzonen skiftede til Central Time, var der jo en time mindre af tage af i dag, så det passede fint.
De første 45 km gik det jævnt opad med udsigt til flotte bjerge. De sidste 15 km ind til Van Horn var ned ad bakke og ret så behageligt.

 

Torsdag, den 7. Marts: Van Horn til Fort Davis
En lang tur gennem et øde landskab. Højeste punkt på etapen var 1785 meter oppe. Her oppe var græsset fuldstændig gult og eneste selskab, jeg havde, var græssende kvæg. Strækningen fra Van Horn til Fort Davis var 80 % op og 20 procent ned.
På kortet var angivet en lille bebyggelse (Valentine)  på ca. 200 mennesker, men byen havde kun et postkontor og nogle få huse, der var beboet. Resten var ruiner og forladte huse. Det har jeg for øvrigt set meget af undervejs.

Van Horn er kendt for, at man her mener at have set flere fremmede rumvæsener. Jeg kiggede hele dagen, men så desværre ingen, selv om jeg startede ud tidlig morgen.

Fort Davis ligger fredeligt oppe i bjergene. En meget rolig by, hvor der skete absolut intet.

Fredag, den 8. Marts: Fort Davis til Marathon
Forholdsvis øde. Roen blev dog afbrudt af en cowboy, som sammen med 4 andre cowboys var ude at indfange en tyr. Ikke nogen nem opgave, da kvæget går frit omkring på nogle meget store arealer. De fire cowboys på hesteryg gennemtrawlede området for at finde tyren. Om det lykkedes må stå hen i det uvisse.
Anden gang roen blev brudt var, da 3 border control biler standsede en bil, sandsynligvis for at kontrollere, om der var stoffer.

Byen Alpine var et positivt bekendtskab: lidt liv, en cykelmekaniker, flere cafeer, en Amtrak station, og mennesker på gaden.

I Marathon var det meningen, at jeg skulle bo hos et warmshower medlem, men da jeg kom frem til stedet, fik jeg et mindre chok. Det var meget primitivt, ja for primitivt, så jeg valgte at finde et hotel at bo på. Det lykkedes heldigvis.
Da jeg om aftenen gik ud for at spise, mødte jeg tre beboere fra byen og fik en god snak med dem. De var flyttet dertil og levede nu et liv uden stress og jag.
Restauranten/baren var meget livlig, da mange af bebyggelsens beboere kom forbi og jeg blev beværtet med mere end en drink. Igen et hyggeligt møde med de lokale.

Lørdag, den 9. Marts: Marathon til Sanderson
Dagens etape bød på gold ørken med rådyr, vilde kalkuner og en enkelt roadrunner. Sanderson var en total død by, og kun tankstationen havde åbent. Det betød billig mad i form af 6 stk. hotwings og lidt kartoffelmos. Absolut ikke gourmet, men mæt blev jeg da.

Søndag, den 10. Marts: Sanderson til Amistad
Foran mig lå en lang tur på 130 km i et landskab, der ifølge kortet havde to små bebyggelser. Da der i løbet af natten var stillet om til sommertid, var det mørket, da jeg kl. lidt i syv satte mig på cyklen med lygterne tændt. Den tidlige afgang betød, at morgentemperaturen kun lå på 6 grader, men da solen flot brød igennem lidt i otte, blev himlen rød og flot.
På grund af det tidlige starttidspunkt var ingen restauranter åbne, da jeg skulle have morgenmad. På tankstationen fik jeg en tortilla med noget ubestemmelig i, og lagde an på, at jeg kunne få rigtig morgenmad i den bebyggelse, der lå 40 kilometer fremme. Ifølge kortet, skulle der være en restaurant eller cafe. Da jeg kom frem, viste det sig igen, at alt var lukket ned og til salg. Altså ingen morgenmad.
Jeg fortsatte mod næste bebyggelse, der bestod af 2 huse. I det ene, var der en lille kiosk, hvor jeg fik en vand og en burger. Nu glædede jeg mig til at komme frem til dagens mål, Comstock, og får et bad og noget at spise. Men, men, alt nedlagt bortset fra en benzinstander. Der var ikke andet at gøre, end at sætte sig i sadlen igen og cykle til Amistad Recreational Area, hvor jeg endelig fandt et motel og en restaurant. Efter 180 km (i medvind), var det godt at få et bad, hvile ud og få et godt måltid mad.

Mandag, den 11. Marts: Amistad
Det var egentlig ikke meningen, at jeg allerede i går skulle være ankommet til Amistad, der ligge ca. 20 km. nord for Del Rio, men gårsdagen lange etape ændrede på planerne.

Jeg overnattede hos Dex Tooker, som har deltaget i RAAM to gange og gennemført den ene gang. Fantastisk at høre om hans oplevelser. Hele hans liv handler siden 2006 om cykling. Hans hus bærer tydelig præg af RAAM og alt, hvad han spiser og gør, er indrettet efter cykling. Han træner ca. 40.000 km. årligt og deltager i mange udholdenhedsløb. Vi så filmen Cycling Dreams, som handler om RAAM 2005.

 

Tirsdag, den 12. Marts: Amistad til Campwood
En 150 km lang tur, som havde en god stigning til sidst. Jeg var meget træt, da jeg endelig fandt et sted at sove.
Onsdag, den 13. Marts: Campwood til Ingram
Dagens etape var den smukkeste og hårdeste.
De 140 km gik gennem frodig natur. Først et højlandsområde og siden et område lig Silkeborg, Vrads og Søhøjlandet. Hele fire bjergtoppe skulle passeres, og med stigninger op til 10% måtte jeg flere gange af cyklen, men op kom jeg, og de sidste 30 km var ned ad bakke. En stor del af den sidste del af turen gik langs Guadalupe River, og var som at bevæge sig langs Gudenåen.

Ikke langt fra min rute har Lance Armstrong en ranch, og jeg fik fortalt, at han gennem hele sin karriere har trænet i netop det område, jeg cyklede igennem. Med det meget kuperede terræn og de mange lange og stejle stigninger forstår jeg godt, at han udviklede sig til at være en af verdens allerbedste cykelryttere.

Torsdag, den 14. Marts: Ingram til Comfort
En lille tur på 50 km. Egentlig var det meningen at holde en fridag i Kerrville, men jeg valgte at cykle lidt længere, hvilket blev til Comfort, en lille hyggelig by med et gammelt hotel. Lidt (for) dyrt, men det var det eneste, så…
Turen gik hele vejen langs Gaudalupe River, som ligner Gudenåen rigtig meget.
Slappede af i haven hele eftermiddagen og nød solen. Godt at få brunet de lidt hvidere dele af kroppen.

Fredag, den 15. Marts: Comfort til Blanco
Det, der fra morgenen af så ud som en kort og forholdsvis flad etape, viste sig at blive meget anderledes.
Terrænet var meget kuperet med utallige små ”bjerge” med stigningsprocenter fra 6-10 %. Virkelig noget, der krævede god kondi.

Dagens mest interessante oplevelse kom efter et par timers cykling. Jeg var på vej op ad en af disse mange små killer – bakker, da en bil med RV bag på var nødt til at sænke hastigheden på grund af oversigtsforholdene. Da bilen passerer mig med lav fart, ruller en kvinde vinduet ned og spørger, om jeg er fra Danmark. Ja, siger jeg. Det er jeg also, jeg er født in Horsens.
Efter ganske få sætninger inviterede de mig hjem til en kop kaffe på deres ranch, som lå 3 miles længere fremme. Jeg sagde naturligvis ja tak til invitationen.

Besøget på Bob og Karens ranch blev meget interessant. Karen var født i Horsens, men allerede som 8-årig lige efter krigen, immigrerede hun sammen med sine forældre til USA. Her fandt hun Bob, som hun er gift med. Deres ranch var ufattelig flot. Et af de flotteste huse, jeg nogen sinde har set. I flere niveauer med marmor på gulvene og dejlig kunst på væggene. Udenfor en lille swimmingpool og et udekøkken.
Karen tog med en tur ud i området, hvor jeg bl.a. så longhorn kvæg.
De havde tidligere haft kvæg, selv om de begge havde været erhvervsaktive (Bob som genforsikringsmand). Nu havde de solgt størstedelen af jorden fra og havde ikke længere kvæg. Køberen af jorden var David, der som Karen sagde tjente styrtende med penge, da han havde opfundet de automatiske bilvaskeanlæg, vi kender så godt. Som hun sagde, han er stenrig, men går alligevel og trasker rundt på et stykke jord og ligner absolut ikke en rigmand.

Efter besøget på ranchen gik det videre mod Blanco, hvor overnatningen ventede. Da jeg havde fået varmt mad hos Bob og Karen, blev det til en sandwich fra Subway denne aften.

Lørdag, den 16. Marts: Blanco til Mountain City
En kuperet etape, som på forhånd ikke så ud til at skulle blive andet end op og ned af stejle, korte bakker på smalle veje. Det blev det også til. Og endelig så jeg en rattelsnake / klapperslange. Godt nok var den død, men den beviser, at de er der. Endvidere så jeg en bobcat, hvilket hører til sjældenheder. Trafikken på vejene var enorm, da der var stor musikfestival og Rodeo-uge i Austin.

I Mountain City skulle jeg overnatte hos Denise og Melvin, som jeg kort havde mødt på togstationen i Maricopa godt 14 dage tidligere. De havde fået mit visitkort og havde inviteret mig til at bo hos dem, da min rute gik lige forbi deres hus. Denise og Melvin var meget gæstfrie og det blev til to overnatninger hos dem.
Denise og Melvin havde inviteret deres børn til at spise, nu da der kom denne cyklist fra Danmark. Det blev stegt en dejlig bøf på grillen, og vi fik en god snak.

 

Søndag, den 17. Marts: Mountain City
Efter Egg Benedict til morgenmad kørte vi til Rodeo show. Først et hundeshow og derefter opvisning af en af de allerbedste cowboys i USA. Rodeo handler og dressur, ridning, lasso håndtering, mm. Ret interessant at overvære denne ”Texas stats sport”.
Turen gik herefter ud til Oasis Bar, en 17 etagers bygning, som ligger på klipperne ned til en sø. Med en vidunderlig udsigt og en temperatur omkring de 30⁰  nød vi udsigten, lidt snacks og en margeritha.

Dagen sluttede med BBQ på en restaurant. Supergodt kød og spændende sted.

Mandag, den 18. Marts: Mountain City til Bastrop
Afgang fra Mountain City kl. 09.00 med kurs østpå. Dagens mål var Bastrop. En tur på knap 90 km lidt ned ad bakke. Undervejs så jeg endelig nogle af de oliepumper, der skulle være så mange af i Texas. De stod roligt og hentede olie op fra undergrunden og blev lagret i store tanke. Jeg kom også forbi et af den nye meget omdiskuterede skifergasanlæg, som pumper  gas op fra undergrunden.
Undervejs kom jeg til byen Lockhart, en spændende by med en historisk downtown med imponerende huse, der vidner om tidligere storhed med bomuldsproduktion.
Byen kalder sig Texas BBQ hovedstad!

 

Tirsdag, den 19. Marts: Bastrop til Columbus
Turen nærmer sig slutdestinationen i Houston, og den oprindelige plan var at cykle til enten Navasota eller Brenham og derfra til lufthavnen, men da jeg blev inviteret til at overnatte i Sugar Land, blev ruten lagt om til en sydligere kurs. Kilometermæssigt ikke den store forskel, men i forhold til Georg Bush Intercontinental Airport meget sydligere.

Cyklede igennem La Grange, som var en hyggelig by med en ældre downtown fra slutningen af 1800 – tallet. Med portrætter af Doc Holliday og Jessie James blev mindet om de udødelige cowboys holdt ved lige.

Onsdag den 20. Marts: Columbus til Sugar Land / Houston
Turens sidste kilometre. 114 i alt gennem et meget dansk lignende terræn. Største udfordring var usædvanligt mange trucks på en del af strækningen. Det var meget ubehageligt, når de overhalede og kom imod på grund af stærk modvind. Turbulensen skulle absolut kontrolleres!

Inden jeg kom til Sugar Land skulle jeg cykle 5 km på Highway 59, som har 6 kørebaner i hver retning. Bilerne kom i stor fart, og det var farligt, når jeg skulle skifte vognbane ved frakørsler. Jeg kom dog helskinnet igennem og turen ned ad Palm Royale i Sugar Land var ekstrem flot. Kæmpestore villaer, såkaldte mansions, på begge sider af vejen grænsende op til en golfbane på hver side af vejen. Ikke et område for fattigrøve.

Jeg overnattede hos Gwen og Thorbee i deres store hus. Om aftenen var jeg ude at spise sammen med Thorbee, Jim, Melvin, Lulu og Gwen. Kæmpestor mexicansk restaurant.

Torsdag, den 21. Marts: Sugarland  til Holiday Inn nær George Busk Intercontineltal Airport, Houston
Sidste dag inden hjemrejsen. Melvin kørte mig til en cykelforretning, hvor jeg fik en papkasse til min cykel. Efter indkvartering på Holiday Inn, blev cyklen pakket i kassen, så den var klar til hjemrejsen. Herefter lutter afslapning efter knap fem meget spændende uger på cykel fra San Diego til Houston.

 

Fredag, den 22. Marts: Hjemrejse.
Sov til kl. 09.00 og fik derefter morgenmad. Slappede af med lidt golf i tv inden turen til George Bush Intercontinental Airport. Turen fra Houston til Frankfurt var med den store nye Airbus 380´er. Det blev en stor oplevelse. Jeg sad forrest i flyet, hvor der ingen støj er. Kun en lav summen. Masser af sædeplads og en god service. Bedre hjemtransport kunne næppe tænkes.

Lørdag, den 23. Marts
Efter mellemlanding i Frankfurt gik turen via København hjem til Lind, hvor jeg ankom først på aftenen..
Solbrunet og i en fantastisk god fysisk form kunne jeg falde i søvn med mindet og fem ugers vidunderlige cykeloplevelser.

 

Lidt Fakta:

Antal cykeldage: 27

Antal kilometer tilbagelagt i alt: 2942.

Antal timer cyklet: 130 timer og 22 minutter svarende til i gennemsnit 19 km/t.

Maksimale antal cykeltimer på en dag: 8 timer 4 minutter

Vejret: Minimumstemperatur: 0 grader. Maximum: 39 grader.

Maksimale stigning: 11%

 

Maksimale kalorieforbrug på én dag: 3092

Antal private overnatninger: 9

Antal hotel/motel overnatninger: 21

Udstyr:

 

• 2 Ortlieb Back Roller Classic cykeltasker bag
• 1 Ortlieb styrtaske
• Asvik liggeunderlag. Vægt 500 g.
• Nordisk Puk sovepose. 630 g.

Cykel:

• Madone 3.1. Årgang 2011
• Gear: Shimano 105
• Dæk: Schwalbe Marathon med profil
• Bagagebærer: Bontrager Back Rack Lightweight